Huset husker Troels og Rebecca
Jeg er et stråtækt bindingsværkshus fra 1847, og jeg har haft mange mennesker boende. De fleste har jeg glemt. Men ikke Troels og Rebecca.
De kom i 1992, havde lige forladt København. De så ikke en gammel gård, der trængte til hjælp. De så et hjem, et værksted og en scene på én gang. Og det blev mig.
Hver morgen klokken fem stod Troels op. Mens Ladby sov, gik han ud i atelieret og malede. Når han kom ind igen, var det til kaffe, avis og maling på hænderne.
Bagefter gik han i haven. Han kom aldrig tomhændet tilbage. En tallerken nye kartofler. En zucchini i hver hånd. En skål med mirabeller, brombær og en moden figne, for ja, her voksede der et figentræ på gårdspladsen, helt ude på Fyn. Nogle af de gamle frugttræer var gaver til ham og Rebecca, og de bærer stadig både frugt og deres egne små historier. Så holdt han høsten op ved køkkendøren, stolt som en dreng, hver eneste gang.
Rebecca stod op lidt senere. Til gengæld sang hun. Nogle gange åbnede hun et vindue og sang for fuld hals, og så blev selv hønsene stille. Hun havde sunget kor for Gasolin og stået forrest i Jomfru Ane Band, og sammen med Troels fra Røde Mor gjorde hun Bøf med løg til en guldplade. Men her hos mig sang hun mest, fordi hun havde lyst.
Når de kom ind, var det gennem et stort bryggers, hvor de mudrede støvler kunne blive stående, inden man trådte rigtigt indenfor. Og indenfor er der højt til loftet, mere end man skulle tro om sådan en gammel gård. Dørkarmene er til gengæld lave og skæve, sådan som de skal være. Man lærer at dukke sig, og en dag gør man det uden at tænke over det.
Stuerne er gode at være mange i, og værelserne har en fornuftig størrelse. Vinduerne er nye fra 2021, men stadig hyggelige bondegårdsvinduer, så lyset falder ind, som det altid har gjort, bare uden trækken. Og over det hele venter et loft, klar til opbevaring eller til flere rum, den dag nogen får brug for dem.
Vi havde altid gæster. TV-journalisten Peter Ingemann gik herfra med to store malerier under armen, og venner og familie blev til langt ud på aftenen med stearinlys, vin og latter.
Der var god plads til det hele. Atelieret, hvor Troels malede, er en bygning for sig på 180 kvadratmeter med ovenlysvinduer, god til at arbejde i med hænderne, hvad enten det bliver værksted, hobbyrum eller gildesal for den, der holder fest. I den ene længe stod der engang et keramikværksted på 60 kvadratmeter, og i den anden er der indrettet et lille ekstra værelse, lige til en gæst, der bliver natten over. Her er der også en gammeldags lo. Garage og maskinhus på knap 100 kvadratmeter tager sig af alt det grej, en gård nu engang samler på.
Udenfor hører ikke bare haven til, men næsten 17.000 kvadratmeter jord, med højbede, frugttræer og markerne, der breder sig ned mod Kerteminde Fjord. Om foråret græsser naboens får og lam mellem de gamle pile. Al idyllen, ingen morgenfodring. Vikingemuseet Ladby er nærmeste nabo, kun ti minutters gåtur væk. Der er få kilometer til Kerteminde og en lille halv time til Odense. Men afstande var aldrig det, der gjorde mig til et hjem.
Det gjorde lyset gennem de gamle ruder. Duften af terpentin og nybagt brød. Lyden af regn mod stråtaget en efterårsaften, og vinrankerne, der klatrer op ad gavlen. Følelsen af, at musik, maleri og have hørte sammen under ét tag.
Jeg skal være ærlig: jeg er holdt godt, men som alle andre gamle gårde med sjæl, trænger jeg også til en kærlig hånd og en opdatering hist og her. Det har jeg det fint med. Sådan et hus skal bruges, ikke kun beundres.
Rebecca gik bort i 2024 og Troels to år senere. Men jeg er ikke færdig. Stråtaget bærer, frugttræer og – buske blomstrer, og de gravefri højbede venter på nogen, der vil så og plante. Måske er det dig, der en sommermorgen står ved køkkendøren med en skål figner i hånden.
Kom og se, så fortæller jeg dig resten.