En svale, der ikke gad bygge selv
Svalen havde fløjet længe.
Den havde set nok af steder, hvor alt skulle laves først. Huse der krævede et helt forår af arbejde, før man kunne falde til ro. Svalen var træt af at samle kviste. Den ville bare flytte ind.
En sommerdag slog den et sving ned ad Odensevej og fik øje på et gulpudset hus med rødt tegltag, trukket lidt tilbage fra vejen.
Svalen kiggede ind. Alt var gjort klar: nymalede hvide vægge, nye gulve, et nyt, lyst køkken med træbordplade og udsigt til grønt. Ingen reparationer. Ingen ventetid.
I stueplan lå stuen med udgang til haven gennem en bred dør med små ruder. Udenfor ventede en overdækket terrasse, perfekt til lange sommeraftener. Der var bryggers, badeværelse og en entré, hvor man kunne ryste rejsestøvet af sig. Ovenpå lå tre lyse værelser under de skrå lofter — til soveværelse, børneværelse, kontor eller noget helt fjerde, man lige går og ønsker sig.
Og det hele lå tæt på det, svalen havde brug for: Odense få minutter væk, Rosengårdcentret, motorvejen lige ved hånden. Et pænt, istandsat hjem.
Svalen satte sig på tagryggen og mærkede, at her kunne den lande. Ingen byggeri. Ingen ventetid. Bare et hjem, der stod klar til den næste, der vil flytte ind og begynde livet med det samme.