Reden ved fjorden
Andefamilien havde ledt længe. Ikke efter noget prangende bare efter et sted med plads til dem alle. For de var mange. Der var ællingerne, der aldrig gik, men altid løb. Der var dem med lektier ved bordet og dem, der stadig skulle have eftermiddagslur. Og så var der far og mor, der ind imellem bare drømte om en stille krog at trække sig tilbage til.
De havde set huse, der var for små, og huse, hvor familien aldrig rigtig ville kunne være sig selv. Men en forårsdag vraltede de ned ad et lukket vænge med det pudsige navn Andekæret, og et godt stykke nede ad vejen lå det: et stort, gult murstenshus med rød gavl og naboer, der nikkede godmorgen.
Det var bygget i 1974, dengang husene fik lov at brede sig. Hele 240 kvadratmeter fordelt på to etager og pludselig gav det hele mening. Her var rum nok til, at en stor flok kunne være sammen og fra hinanden på samme tid.
I stueplan gled køkken og alrum over i hinanden, sådan som en familie gør, når den er samlet. Her kunne gryderne simre, mens nogen dækkede bord, og nogen andre fortalte om deres dag. De store vinduer trak haven indenfor, og dørene førte ud til en overdækket terrasse, hvor sommeren kunne leves længe efter solnedgang. Der var værelser nok til ungerne og et bryggers til alt det våde og beskidte. Og med et badeværelse på hver etage endte morgnerne aldrig i kø.
Men det var ovenpå, huset for alvor åbnede sig. På første sal lå et stort, lyst rum under skrå lofter, med en brændeovn, der kunne tage kulden af de mørke måneder, selvom fjernvarmen i forvejen holdt huset lunt. Og lige udenfor, langs svalegangen, lå fjorden og ventede. Om morgenen lagde lyset sig blankt på vandet, og far and blev tit stående lidt for længe med kaffen, mens resten af flokken endnu sov. Det blev hans plet. Den slags morgener bliver man boende for.
Grunden var stor 850 kvadratmeter, men nem at holde, så der blev tid til at leve i den frem for kun at passe den. Der var en carport på 25 kvadratmeter til bilen, et drivhus, hvor tomaterne kunne modnes om sommeren, og kort vej til skole og indkøb, så hverdagen gik op. Fem værelser i alt. Plads til en stor familie og til alt det, en stor familie har med sig.
Sådan blev huset ikke bare stort nok. Det blev et hjem, hvor der altid var plads til en ekstra. En ven, der blev til aftensmad. En gæst, der blev natten over. Og sådan står det nu og venter på den næste flok, der har brug for plads til hele livet.
Vil I se, om reden også passer til jer? Så kom forbi vi viser gerne Andekæret 34 frem.