Mesinge Bygade 50

To katte sad på fortovet i Mesinge. De havde deres faste plads her, hvor de kunne holde øje med landsbyens liv. De kendte hver en dør, hver en have og hver en duft, der gled gennem den lille by. Men der var ét sted, de altid vendte blikket mod: huset på Mesinge Bygade 50.

Kattene havde fulgt huset i mange år. De havde set børn løbe ud og ind, hørt latter fra haven og mærket duften af aftensmad sive ud gennem køkkenvinduet. Nu stod huset klar til sin næste familie, og kattene var nysgerrige efter at se, hvem der mon ville flytte ind.

De strakte sig dovent og listede hen ad fortovet, indtil de nåede den lille sti, der førte ind til huset. Haven lå fredeligt bagved, privat og beskyttet, som en hemmelig lomme midt i landsbyen. Her var terrasse, overdækning, drivhus og en masse frugttræer og generelt masser af plads til både mennesker og katte, der kunne tage en lur i solen.
Den ene kat puffede døren let med poten og smuttede indenfor. Den landede i en bred entré, hvor der var god plads til at byde gæster velkommen. Videre inde fandt den stuen – et stort, lyst rum med plads til både spisebord og sofa. Katten kunne næsten høre lyden af samtaler og se en familie samles her på en almindelig hverdagsaften.
Ved siden af lå køkkenet. Det var husets hjerte, placeret lige i midten. Her var der god skab- samt bordplads og plads til et mindre spisebord. Her kan hverdagens måltider nydes. Køkkenet ligger ved siden af stuen kun adskilt af en væg. Katten satte sig og betragtede rummet. Den kunne sagtens forestille sig, hvordan en ny ejer kunne åbne op og skabe et stort køkkenalrum, hvor duften af mad kunne brede sig frit.

Fra stuen smuttede katten ind i et værelse, og videre gennem køkkenet fandt den baggangen, viktualierummet og badeværelset med gulvvarme. Den spandt tilfreds – varme gulve var altid en luksus. I forlængelse af huset lå tilbygningen på 25 kvadratmeter. Et lyst og anvendeligt rum, perfekt som kontor, hobbyrum eller ekstra opholdsrum, selvom det ikke var godkendt til beboelse.

Den anden kat var allerede sprunget op ad trappen til første sal. Her fandt den to værelser, hvor sollyset faldt ind gennem skråvinduerne. Den lagde sig i en solstribe og lukkede øjnene et øjeblik.

Da de to katte igen mødtes i haven, satte de sig side om side og kiggede ud over Mesinge. De vidste, at landsbyen havde et stærkt fællesskab, et rigt foreningsliv og gode muligheder for at blive en del af det hele. Indkøb lå tæt på, og Café Kirkeladen var et sted, hvor både lokale og besøgende fandt sammen.

Kattene blinkede langsomt mod huset. Det stod klar, ventede og håbede på sin næste familie. En familie der ville skabe nye historier, fylde rummene med liv – og måske give kattene et klap eller to, når de kom forbi på deres daglige runde.